Tivoli åbner stor smørrebrødsrestaurant

Fru Nimb_eksteriør_illustrationFra onsdag den 1. april 2015 er det muligt at få klassisk, højtbelagt smørrebrød i den nye smørrebrødsrestaurant Fru Nimb. Restauranten bliver indrettet ud mod Plænen og får plads til mere end 300 spisende gæster.

Restauranten vil være en del af Nimb, men med en anden og mere nordisk indretning end resten af Nimb-huset. Det bliver smørrebrødsjomfru Jytte Støvlbæk, der bliver restaurantchef. Hun har tidligere arbejdet på Schönnemann og senest Lumskebugten.

”Tivoli er blandt Danmarks største udbydere af spisesteder på ét sted. Tidligere i år åbnede vi restaurant uden for murene, men næste år åbner vi noget som rigtig mange gæster og udenlandske turister sværger til – nemlig smørrebrødet,” siger adm. direktør for Tivoli, Lars Liebst.

Fru Nimb er opkaldt efter Louise Nimb, der tidligere drev DIVAN 2 og siden åbnede Nimb. Hun udgav for mere end 100 år siden ’Fru Nimbs kogebog’, og det er den, Jytte Støvlbæk vil hente en del inspiration fra.