Tivoli Friheden: Udsigt til 65 meter højt sus

Efter en høringsperiode har teknisk rådmand Peter Thyssen (R) sendt et uændret lokalplanforslag videre til byrådet. Heri åbnes for forlystelser på op til 65 meter, hvor Sky Tower i dag er det højeste med 48 meter, skriver JP Århus.

 

Rådmanden har igennem hele sagen ikke lagt skjul på, at hverken områdets natur eller infrastruktur efter hans mening kan tåle flere udvidelser af tivoliet. Men han vil ikke stå i vejen for udviklingen, hvis byrådet ønsker det, og derfor har han ført sagen frem.

 

»Bare tanken om sådan en javert, der rager 60 meter op i luften, er jo helt forfærdelig. Men når det tilsyneladende er det, som Frihedens ledelse og et flertal i byrådet ønsker, så skal jeg ikke forhindre det,« siger Peter Thyssen.

 

Ifølge JP Århus har også Venstre under byrådsdebatten tilbage i juni udtrykte bekymring omkring en udvidelse. Mens advarede rådmand Dorthe Laustsen (SF) dengang mod en romantisk tilgang til, at Tivoli Friheden skal melde sig ud af konkurrencen med de øvrige forlystelsesparker om at blive vilde og højere.

 

»Man skal væk fra Morten Korch-tankegangen med, at man kun skal kunne køre i radiobiler, rykke i enarmede tyveknægte og spise stjerneskud i Tivoli Friheden. Jeg tror, at børnefamilierne ønsker et tivoli med gang i den,« sagde Dorthe Laustsen dengang.

 

Der er under høringsperioden kommet syv indsigelser, som primært var rettet mod visuelle, støjmæssige og trafikale forhold. Ingen af indsigelserne har dog kunnet rokke ved indstillingen, som Peter Thyssens afdeling sender videre uden ændringer til endelig godkendelse i byrådet.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen