Den danske spiludvikler Pointvoucher.com har i sammen med Tivoli udviklet Tivoli Puzzle, der kan spilles på mobilen.
Formålet er at understøtte Tivoli som helårsvirksomhed og at markedsføre sig i ind- og udland. Der er investeret mere end fem millioner kroner i projektet, og over 2.000 brugere har på forhånd meldt sig til at teste det. Der er premiere på Tivoli Puzzle den 1. juli.
Med mobilen i hånden kan man spille sig til gratis entré til Tivoli, en middag eller en musicaloplevelse. Mens brugerne får en gratis oplevelse med spillet, ønsker Tivoli, at spillet bidrager til at styrke Tivoli-brandet og sikrer at flere får lyst til at besøge Haven.
Elisabeth Milton Hemmingsen, Kommerciel direktør i Tivoli: ”Vi kigger derfor hele tiden på initiativer, som kan understøtte os som helårsforretning. Det er helt naturligt, at vi nu også kan tilbyde underholdning uden for murene. Med Tivoli Puzzle får vi mulighed for at flage med vores navn året rundt i Danmark og internationalt”.
Spiludviklere har været rundt i Tivolis forlystelseshave, og fået inspiration til animationer, optaget lyde fra f.eks. Ruchebanen og festfyrværkeriet, som sammen skal give en autentisk oplevelse. Tivoli Puzzle er et ’match 3-spil’, som f.eks. Candy Crush, hvor brugeren skal flytte rundt på fx blomster, påfugle og veteranbiler.
Brugerne kan også spille sig gennem Fredagsrock, Den flyvende Kuffert og få en tur i Fatamorgana. Spillet er gratis at downloade og et voucher-system, gør det muligt at opsamle points, der kan veksles til vouchere, som indløses i Tivoli.