Tivoli ønsker nye relationer

Der skal rives ned for at skaffe plads til tre nye forlystelser ud mod Bernstorffsgade.

Fra næste sæson udvides Den Gamle Have med tre nye forlystelser og et areal på 1.200 kvadratmeter.

De nye forlystelser, der har kostet et to-cifret millionbeløb, ventes at have tjent sig hjem igen på ’relativ kort tid’, mener adm. direktør Lars Liebst ifølge business.dk.

Idéen med det nye område, der får forlystelser til børn, ’store børn’ og voksne, er, at Tivoli vil skabe relationer og tilhørsforhold, der får kunderne til at komme år efter år.

Temaet for det nye område er baseret på Tycho Brahes videnskabelige arbejde, hvilket skal vække børnenes nysgerrighed, give de voksne underholdning og trække flere til.

”Vi bygger en lille by i størrelsesforholdet 1:0,75, og til det formål har vi købt 22.000 mursten i tre fjerdele-størrelse. Så kan det godt være, at voksne må dukke sig lidt. Der bygges også en fontæne dedikeret til Tycho Brahe”, beretter Mogens C. Ramsløv.

Regnskabet for tredje kvartal offentliggøres den 26. november – men Lars Liebst maner til besindighed trods stærke besøgstal:

”Vi kan konstatere, at kunderne stadig kommer, men de bruger færre penge og der kommer færre turister til Danmark. Lige nu er vi rigtig glade for kursudviklingerne for norske og svenske kroner – de har bidraget positivt”, siger han til Ritzau Finans.