Tivoli-overskud falder år for år

Selskabets årsregnskab viser blandt andet, at nedgangen hænger sammen med et fald i antallet af besøgende fra 3,87 millioner i 2009 til 3,7 millioner i 2010, skriver borsen.dk.

I årsregnskabet hedder det blandt andet, at Tivoli har lidt under en regnfuld sommer, en meget kold julesæson sammen med et generelt fald i Københavns turisme. På den baggrund betegnes det reducerede overskud som tilfredsstillende.

Driftsoverskuddet blev 17,5 millioner kroner mod 32 millioner i 2009. Omsætningen steg og blev på 973,1 millioner kroner, hvor den var 948,4 millioner kroner året før.

Tivoli forventer et overskud for 2011 i størrelsesordenen 20 millioner kroner før skat mod 9,2 millioner i 2010.

Adm. direktør Lars Liebst regner med flere gæster i år på grund af et nyt påskekoncept, et stort underholdningsprogram og et stærkt program med Fredagsrock. Der er sat øget fokus på cruisesegmentet og ikke mindre end fire nye restaurant-koncepter.

Skrevet af Flemming Juul