Tivoli styrkede besøgstallet i 2014

nordisk Jul iTivoliKnap 300.000 flere valgte i 2014 at besøge Tivoli i København end året før. Det blev til 4.478.000 i alt, og det er en pæn stigning i forhold til 2013, hvor 4.200.000 personer kiggede ind.

Det er en fremgang på 4%, som glæder adm. direktør i Tivoli Lars Liebst: ”En forbedring i besøgstallet på 4% bekræfter os i, at tanken om at holde åbent flest muligt dage er den rigtige. Vi har gennem flere år arbejdet målrettet på at blive en helårsforretning. At det er lykkedes at udvide Halloween og Jul i Tivoli er en del af den strategi, som vil fortsætte i årene fremover”.

Netop julesæsonen har været stærkt medvirkende til udviklingen. Her valgte Tivoli for første gang at udvide sæsonen til 4. januar. Det har betydet, at det samlede besøgstal i julen for første gang siden 2005 har rundet en million. I alt 1.056.000 personer kom i 2014 på besøg ved juletid, skriver finans.dk.

”Der er ikke umiddelbart udsigt til, at hele Tivoli skal være åben i januar til marts. Her vil vi udnytte Glassalen og Koncertsalen til at give kvalitetsoplevelser på det kulturelle område”, siger Lars Liebst.