To nye krydstogtskibe for 12 mia. kr.

norwegian-cruise-line-breakawayCRUISE: Det er ikke blot flyfabrikkerne, der får store ordrer i øjeblikket. Det gør værfterne også med megastore krydstogtskibe.

Prisen på et stort krydstogtskib er ved at have nået svimlende højder. I går meddelte Norwegian Cruise Lines (som ikke mere har noget med Norge at gøre), at rederiet har bestilt to nye skibe på værft i Tyskland til en samlet værdi af ca. 12 milliarder kr.

Skibene er et led i serien af Breakaway-skibe, får plads til 4.000 passagerer og leveres i 2018 og 2019, men forinden kommer der to andre i næsten samme størrelse til det ekspansive selskab, nemlig Norwegian Escape og Norwegian Bliss i de kommende to år.

Norwegian Cruise adm. direktør Kevin Sheehan er ikke i tvivl. ”Det er kun naturligt, at vi køber krydstogtskibe i den størrelse. De har en vældig appel, også til et yngre publikum. Vores nye serie har vist at være lige det, vi havde brug for i en stadig hårdere konkurrence,” siger han.

Endnu engang er det tyske Meyer værft, der sikrer sig de store ordrer.