Tomme fly flyttes fra Bangkok

Ifølge aftalen mellem PAD (Peoples Alliance for Democracy) og myndighederne får flyene fra både Thai Airways og de udenlandske flyselskaber lov til at flytte deres fly til lufthavne i andre thailandske provinser.

Planen er, at flyene skal benyttes til at hente de strandede turister, skriver Bangkok Post.

 

Al flytrafik ind og ud af de to lufthavne i Bangkok har været lammet efter de blev besat af demonstranter. Thailandske myndigheder har lovet at sørge for, at turisterne, som ikke kan rejse fra de to Bangkok-lufthavne,  snarest muligt kommer hjem på anden vis, melder NTB.

 

Ifølge turistminister Weerasak Kohsurat sidder omkring 100.000 forretningsfolk og turister fast i Thailand som følge af konflikten mellem regeringen og demonstranterne. Derfor tages også de militære flyvepladser i brug for at sende udlændingene hjem igen.

 

Myndighederne har arrangeret både sikkerhedstjek og indtjekning på hotellerne for at få sendt de udenlandske statsborgere hjem. En del af passagererne er sluppet ud af hovedstaden fra en militær flyveplads.

 

Hidtil har SAS og mange andre flyselskaber benyttet en mindre militær flyveplads U-Tapao som ligger 150 km syd for Bangkok. Andre fly benytter den internationale lufthavn i Phuket, som ellers især benyttes af charterflyselskaberne, og transporterer flypassagererne i bus fra Bangkok til Phuket.

 

Skrevet af Flemming Juul