Transportselskaber presset af oliepris

Mens flyselskaberne SAS og Sterling indtil videre ikke har planer om nye pristillæg som følge af de stigende oliepriser er rederiet DFDS måske tvunget til yderligere rutelukninger. For nylig offentliggjorde rederiet lukningen af ruten mellem Bergen og Newcastle, og indtil videre har man ikke planer om yderligere rutelukninger.

Men det kan hurtigt blive aktuelt. ”Hvis priserne bliver ved med at stige, er det et nyt territorium. Og så skal der træffes nye beslutninger” vurderer informationschef i DFDS, Gert Jacobsen.

DFDS har gennem det seneste år ført et stramt oliespareprogram, der bl.a. betyder at rederiets skibe sejler langsommere. På ruten mellem København og Oslo betyder det f.eks. en halv times længere sejltid.

Skrevet af Webredaktionen