Travel managers satte pris på flere

Legos nye travel manager, Mette Bank, der har været 15 år hos Lego, samt AP Møller-Mærsks travel manager, Mette Christensen, fik i aftes priser fra deres forening

"Bestyrelsen i Danish Business Travel Association (DBTA) fandt det passende at anerkende en særlig indsats på forretningsrejseområdet. Det er ikke ofte at danske virksomheder markerer sig i superligaen internationalt. I Danmark er kun få virksomheder globale i deres travel management-løsninger. Derfor var det en stor glæde at AP Møller-Mærsk i februar i London vandt det europæiske mesterskab i travel management. Det er på den baggrund en stor fornøjelse at tildele Global Travel Manager, Mette Christensen, AP Møller Mærsk, DBTA’s Anerkendelsespris for 2011,” sagde Jens Liltorp, genvalgt formand for Danish Business Travel Association – der også begrundede aftenens anden pris på DBTA’s generalforsamling. Den gik til Legos nye travel manager, Mette Bank.

 

”Da vi skulle finde kandidater til DBTA’s særlige hæderspris – en kollegial anerkendelse – var det naturligt at se på, hvad var motivationen da prisen blev indstiftet af Avis Biludlejning: medlem eller gruppe i DBTA, som har ydet noget særligt,” sagde Jens Liltorp og tilføjede:

 

”En af 2010’s mest bemærkelsesværdige begivenheder – det islandske vulkanudbrud der lammede rejseaktiviteterne i Europa – var anledning til en uhørt god mulighed for at trække på sit netværk.”

 

”Et fantastisk eksempel på dette var Lego’s initiativ til at indsætte et fly fra USA til Europa – og samarbejdet med kolleger fra mange danske virksomheder for at fylde flyet op. Rigtig mange rejsende var dybt taknemmelige for denne mulighed. DBTA’s bestyrelse har derfor besluttet, at Lego ved Mette Bank, der skal have årets Avis pris,” sagde DBTA’s formand, Jens Liltorp.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten