Tre bud på TAP Portugal

tap air portugal airbus A321FLYSELSKABER: Portugal gør nyt forsøg på at sælge aktiemajoriteten i sit økonomisk trængte flyselskab, TAP. Der var deadline i fredags på at byde og der kom angiveligt mindst tre bud – bl.a. fra et amerikansk og et latinamerikansk flyselskab.

Portugals transportminister, der står for salgsforsøget, vil ikke oplyse, hvem der har budt på det portugisiske Star Alliance-medlem, men nyhedsbureauet Reuters skriver, at to brasilianske luftfarts-mastodonter og en portugisisk investor har vist flaget.

Den ene interesserede skulle være den brasiliansk-amerikanske forretningsmand David Neeleman, grundlægger af flyselskabet JetBlue i USA og ejer af Azul Brazilian Airlines.

En anden er angiveligt den brasiliansk-colombianske investor German Efromovich, der kontrollerer den latinamerikanske flyselskabsgruppe Avianca.

Også den portugisiske investor Miguel Pais do Amaral, der har interesser i alt fra medier til minedrift, har budt på TAP. Portugisiske medier skriver, at også to amerikanske investeringsselskaber muligvis har lagt bud ind.

TAP har gæld på over en milliard euro, men Portugal må ifølge EU-reglerne ikke give statsstøtte til TAP.

Den nuværende portugisiske regering ønsker at sælge 61 pct. af aktierne i TAP.

Selskabet var tidligere denne måned ramt af en 10-dages pilotstrejke, der angiveligt kostede det 40 mio. dollars. Piloterne ønsker aktieandel i TAP, hvilket regeringen har afvist.