Danmarks Statistik melder om fald i forbrugertilliden, men hos den store rejsearrangør Sunweb stiger salget op til næste års sommersæson. ”Der er en overvældende efterspørgsel i øjeblikket.”
Hollandskejede Sunweb når i år et salgstal i Danmark på cirka 175.000 solgte rejser på det danske marked, heraf cirka 20.000 skirejser – og forventer nogenlunde samme salgstal næste år siger landechef for Skandinavien, Jan Lockhart, til Standby.dk
Netop nu har Sunweb, der i runde tal sender op mod 80 procent af sine gæster med charterfly til navnlig Tyrkiet, Grækenland og Egypten – resten (15-20 procent) er med rutefly (DP, Dynamisk Pakketering) – solgt over 10 procent af sine charterrejser til næste års sommerhøjsæson.
”Og de 10 procent er ret usædvanligt på nuværende tidspunkt, det er 80 procent flere solgte charterrejser end på samme tid sidste år. Der er en overvældende efterspørgsel i øjeblikket,” siger Jan Lockhart og tilføjer, at salget sker i en tid, hvor Danmarks Statistik igen melder om faldende forbrugertillid.
”Forbrugertillidsindikatoren er i november på minus 20,1, det laveste niveau, indikatoren har været siden marts 2023. Tre ud af fem indikatorer, der tilsammen danner forbrugertilliden, er gået tilbage siden sidste måned. Indikatoren om forbrugernes forventning til deres egen fremtidige økonomiske situation er gået frem, mens indikatoren om forbrugernes syn på anskaffelse af større forbrugsgoder er uændret.”
Sælger mere fire- og femstjernet
I en pressemeddelelse fra Sunweb siger Jan Lockhart: ”Det er særligt rejser til fire- og femstjernede hoteller, der sælges mange af lige nu, og det gælder både familiehoteller og ”kun for voksne” hoteller.
Salget er langt over normalen over hele sommerperioden, også i skolernes sommerferie, og flest køber rejser til Tyrkiet, Egypten og Grækenland,” siger Sunweb-direktøren.
Han noterer også, at salget med afgang for danske rejsende med rutefly fra lufthavnen i Hamborg er vokset ”nærmest eksplosivt det sidste års tid. Mange danskere kører gerne langt for at sparre en del penge ved at flyve fra Hamborg.”
Fem charterrejsebureauer i Danmark har årligt hver over 100.000 gæster; Spies er størst fulgt af TUI, Apollo Rejser, Bravo Tours og Sunweb. Sidste år havde de fem store samlet over 913.000 af de 1,1 millioner charterrejsende fra danske lufthavne – heraf rejste 166.221 ifølge de officielle tal med Sunweb.
Sunweb er navnlig charterrejsearrangør i syv europæiske lande, nævnt alfabetisk: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Storbritannien, Sverige og Tyskland.
Relaterede artikler:
Sunweb: Flere vil have børnefri-hoteller

STANDBY.DK Nyt om rejser


