Fra november bliver rejsen til Tunesien cirka 260 kroner dyrere – afhængig af hotellets stjernetal. Det sker når det nordafrikanske land ud til Middelhavet ændrer sin nuværende hotelskat.
Hvor meget turistskatten for rejsende til Tunesien stiger til, vil afhænge af det valgte hotels antal stjerner. Turistskatten starter ved fire tunesiske dinarer, små 10 kroner, for rejsende over 12 år per nat på et to-stjernet hotel; afgiften opkræves i op til 10 nætter og betales i hotellets reception, skriver Travel Weekly.
Det koster otte tunesiske dinarer per nat på tre-stjernede hoteller og 12 dinarer for fire- og femstjernede hoteller.
Tunesien har årligt omkring ni millioner udenlandske turister – og turistskatten erstatter Tunesiens nuværende hotelskat, der opkræves i op til syv nætter for hver rejsende, fremgår det af en meddelelse fra det nationale tunesiske turistråd, Tunisian National Tourist Office.
Var tidligere et stort charterrejsemål
Blandt de nordafrikanske lande har Tunesien sammen med Marokko og Egypten gennem årene trukket mange charterrejsende fra Danmark. I dag har ingen rejsearrangører direkte charterfly fra Danmark til Tunesien – og nærmest kun Apollo Rejser er aktiv i Tunesien blandt de store rejsearrangører.
Fra efterårsferien sidste år til påsken i år fik Apollo igen Tunesien på menukortet fra Danmark. Det skete fra efterårsferien, hvor Apollo – en af Danmarks største charterarrangører – havde købt allotment på det tunesiske flyselskabs Nouvelair ugentlige flyvning mellem hovedstaden Tunis og Københavns Lufthavn.
Til Standby.dk sagde Glenn Bisgaard, salgsdirektør for Apollo i Danmark, sidste år forud for genstarten på Tunesien: ”Vi håber i alt at sende mellem 750 og 1.000 gæster til Tunesien gennem vintersæsonen 2023-24.”
Glenn Bisgaard tilføjede, at ”går det rigtig godt med at sælge Tunesien på det danske marked, kan Apollo fra 2024 overveje egne charterfly fra Danmark.”
I Tunesien tilbyder Apollo to feriebyer ved Middelhavet: Hammamet, der ligger 75 kilometer fra lufthavnen i Tunis, samt Sousse, Tunesiens tredjestørste by, hvortil der er 150 kilometer.
Relaterede artikler:
Tunesien blandt ferielande hvor man får mest for pengene