Tusindvis af danskere skal betale ekstra for at komme på ferie

Spanair og Malev, to større europæiske flyselskaber, er gået konkurs den seneste uge, og et stort antal danskere har mistet deres rejse. De skal nu købe nye, formentlig dyrere, billetter. Tabet, det må mange af dem selv bære, skriver DRF i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

 

For som den danske Rejsegarantifondslov ser ud i dag, er under 50 pct. af de flyselskaber, der flyver ud og ind af Danmark, omfattet af ordningen. Det skaber både usikkerhed om forbrugerens beskyttelse og ulige konkurrencevilkår, når ikke alle selskaber er underlagt de samme forpligtelser over for forbrugerne, siger DRF og tilføjer:
 
Det kan hverken forbrugerne eller erhvervet være tjent med.

Derfor opfordrer DRF atter politikerne til at ændre Rejsegarantifondsloven.

 

Rejsegarantifondsloven skal sikre de danske forbrugere mod et rejsebureaus konkurs. For to år siden blev loven ændret, så forbrugeren nu også skulle have mulighed for at sikre sig mod luftfartselskabers konkurs.

 

”Problemet er, at loven blev gjort frivillig. Dvs., at forbrugerne skal tilkøbe dækningen. De er altså ikke automatisk dækket, som det er tilfældet med pakkerejser. Desuden er det kun ferierejsende, der bliver tilbudt denne dækning. Og endelig er det kun udbydere af flybilletter, der er etableret i Danmark, der skal udbyde den,” siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

 

Konsekvensen er, at under halvdelen af de selskaber, der flyver ud og ind af Danmark, er forpligtet til at tilbyde dækningen. For de resterende selskaber er der ingen sikkerhed.

 

”DRF foreslog under lovgivningsarbejdet for et par år siden, at ordningen blev gjort obligatorisk og gældende for alle flyvninger ind og ud af Danmark. Konkret kan det gøres ved at lægge et mindre beløb på f.eks. fem kr. pr billet. Dermed sikrer man, at alle danske rejsende ikke pludseligt står og har mistet deres ferie, fordi de ikke har kunnet gennemskue, om deres køb nu var omfattet af den nuværende ordning,” siger Lars Thykier.

Skrevet af redaktionen