Tusindvis af flysager for retten

LUFTFART: Mange sager om kompensation til passagerer ender fortsat i retten. Alene Byretten i København har 1.400 verserende sager. Brancheorganisation kræver lovændring.

Reglerne om, at flypassagerer kan få kompensation ved forsinkelser, aflysninger eller afvist boarding, giver stor travlhed ved de danske domstole. For selv om flyselskaberne i de fleste tilfælde anerkender passagerernes krav, ender tusindvis af sager hvert år i retten.

Byretten i København har i øjeblikket 1.400 verserende flysager. Det er lige så mange som for to år siden, hvor retten ellers havde en større pukkel af sager, der var sat i bero og afventede afgørelse i Højesteret i to principielle sager mod Primera Air om forsinkelser på grund af tekniske fejl. Højesteretsdommene blev afsagt i foråret 2016, hvor Primera Air tabte, da retten ikke anerkendte de tekniske fejl som usædvanlige omstændigheder.

”Mange af de ældre sager er blevet afsluttet i kølvandet på Højesterets afgørelser. Vi har dog fortsat stort set lige så mange verserende sager, fordi der løbende er en tilgang af nye sager,” siger Stine Fink Hansen, der er chef for byrettens særlige afdeling for flysager til standby.dk.

Byretten afslutter omkring 100 sager hver måned, men der kommer lige så mange nye sager ind. Byretten i København behandler langt de fleste retssager om kompensation, men hertil kommer et mindre antal sager ved nogle af de øvrige byretter rundt om i landet. Eksempelvis oplyser Retten i Kolding til standby.dk, at man behandler op mod 120 flysager om året.

Mange sager om tekniske fejl

Flyforsinkelse.dk er et af de selskaber, der lever af at hjælpe passagerer med at få udbetalt kompensation. Her oplever man en støt stigende tilgang af sager, og 10-20 procent af sagerne ender i retten, fordi flyselskaberne afviser at betale.

”Vi har eksisteret i fem år og har nu rundet 7.000 retssager. Vi har vundet stort set alle sagerne,” siger Johan Fugmann, adm. direktør i Flyforsinkelse.dk til standby.dk. Ifølge selskabets hjemmeside vinder man 97,4 procent af sagerne.

”Vi oplever en lidt større villighed hos flyselskaberne til at betale kompensation, og antallet af retssager er nok en smule faldende. Men vi havde troet, at effekten af højesteretsdommene ville have været større. De fleste sager drejer sig fortsat om tekniske fejl, men der er i stigende grad sager om forsinkelser som følge af sygdom hos besætningen,” siger Johan Fugmann.

Sager om forsinkelser som følge af birdstrike – altså hvor flyet har ramt fugle – er der også en del af, og nogle af disse sager er blevet anket til Østre Landsret og afventer en afgørelse der.

Behov for lovændring

Brancheorganisationen Dansk Luftfart er dybt bekymret over den eksisterende retstilstand på området.

”Højesterets afgørelser ligger i forlængelse af EU-domstolen, som fører en aktivistisk linje, hvor der ensidigt tages hensyn til forbrugerne. Det var ikke hensigten med den oprindelige EU-lovgivning. Det er ikke rimeligt, at tillægge flyselskaberne et objektivt ansvar for tekniske fejl, hvilket afgørelserne i Højesteret tenderer,” siger direktør Michael Svane, Dansk Luftfart, til standby.dk.

Dansk Luftfart arbejder ligesom flere andre europæiske brancheorganisationer på at få ændret reglerne, men lovgivning på luftfartsområdet i EU har længe været blokeret af en territorial strid mellem Spanien og Storbritannien om Gibraltar lufthavn.

Michael Svane kan ikke sige, hvad de gældende regler koster Dansk Luftfarts medlemmer økonomisk, men situationen er under alle omstændigheder uholdbar, mener han.

”Vi er endt med en retstilstand, hvor flyselskaberne bare skal betale, og det er ikke holdbart i længden. Ud over spørgsmålet om ansvar, mener vi også, der skal ses på størrelsen af de beløb, der bliver udbetalt i kompensation. Nogle passagerer får udbetalt mere i kompensation, end de gav for billetten. Men det er jo ikke meningen, at man skal tjene på det,” siger Michael Svane.