Tyske turister vil undgå Trump

TURISME: 46 pct. af potentielle USA-rejsende fra Tyskland overvejer at droppe rejsen i år. De føler sig ikke velkomne eller vil ikke støtte præsident Trump, der i lørdags igen forbløffede ved at antyde terrorangreb sidste uge i Sverige…

Tallene fra sidste år er ikke klar, men i 2015 var der 2,2 mio. ankomster til USA fra Tyskland. Dermed var Tyskland fortsat næststørste marked i Europa til USA, kun overgået af Storbritannien.

Ifølge ny meningsmåling fra rejsemagasinet FVW overvejer 46 pct. af tyskere, der vil rejse til USA i år, at droppe turen pga. præsident Trump.

I den tyske undersøgelse sagde 36 pct., at de vil rejse til USA, mens 17 pct. sagde, at USAs indenrigspolitik ikke havde indflydelse på deres rejsevaner. Undersøgelsen omfatter over 1.000 tyskere mellem 3-10. februar.

Donald Trump chokerer igen

Hvad mente præsident Trump, da han ved en tale i lørdags i Florida sagde: ”Se hvad der skete i aftes (fredag) i Sverige.” Det skete i tale, hvor den 70-årige præsident talte om terrorangreb i Europa. Ifølge svenske medier skete der absolut intet dramatisk i Sverige i fredags.

Den svenske ambassade i Washington har bedt USAs udenrigsministerium om en forklaring, skriver Associated Press.

Carl Bildt, tidligere svensk udenrigs- og statsminister skrev i tweet: ”Terrorangreb? Hvad har han (Donald Trump) røget?” Carl Bildt sagde til Sveriges modstykke til Danmarks Radio, at han ser farer i måden, Trump reagerer på fakta.

Efter Donald Trump igen i weekenden angreb medierne og nu anklagede dem for at være ”USAs største fjende,” sagde den højtprofilerede republikanske senator fra Arizona og tidligere præsidentkandidat i 2008, John McCain, at Donald Trumps angreb på medierne var måden diktatorer starter på ved at undertrykke den frie presse.

I følge Trumps tweets står bl.a. ABC News, CBS News, CNN, NBC News og New York Times bag de efterhånden berømte “fake news.”