Der er relativt få danskere i Thailand lige nu, hvor der er lavsæson for turismen, og rejsebureauerne har ingen planer om at skære ned.
”Vi følger som sædvanlig Udenrigsministeriets rejsevejledning, og den er ikke blevet ændret efter militærkuppet”, siger Stig Elling, formand for RiD, Rejsearrangørerne i Danmark. ”De turister, der opholder sig i landet må leve med udgangsforbuddet, der gælder for hele landet i perioden fra klokken 22 til klokken 05. Det betyder, at de skal vende hjem til hotellet senest klokken 22. Men her kan der være lokale variationer”.
Charterbureauerne har orienteret deres gæster om militærkuppet og om udgangsforbuddet.
Ifølge dr.dk gælder noget tilsvarende for Jysk Rejsebureau, som sender omkring 4.000 danskere til Thailand årligt. Her siger Niels Amstrup, at man p.t. kun har 150 gæster i landet, men ingen har henvendt sig til bureauet om assistance.
Udenrigsministeriets rejsevejledning for Thailand er opdateret den 22. maj med oplysninger om militærkup og udgangsforbud, men det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.