Udenlandske flyselskaber får fast track i Københavns Lufthavn

SAS – lufthavnens største bruger med ca. 45 pct. af det samlede antal passagerer – har i mange år haft eget fast track for bl.a. rejsende på business class og indehavere af guldkort hos selskabet.

 

Lufthavnens andre flyselskaber har længe ønsket at tilbyde samme service til deres såkaldte premium-kunder, altså f.eks. rejsende på business class etc.

 

I går gik Københavns Lufthavn i gang med at teste nyt fast track til disse selskabers passagerer. Ifølge takeoff.dks oplysninger drejer det sig bl.a. om rejsende hos British Airways og Emirates.

 

Til takeoff.dk sagde Peter Rasmussen, chef for British Airways i Nordeuropa, i aftes på telefon fra Barcelona:

”British Airways har længe ønsket fast track-mulighed i Københavns Lufthavn. Vi får at vide fra lufthavnen, at en sådan mulighed nu kommer i hver ende af sikkerhedskontrollen, men vi har ikke fået information om, hvad det vil koste.”

 

Skrevet af Henrik Baumgarten