Udenlandske turister begejstrede for danske museer

bork-baad-og-huseTURISME: På flere museer i Danmark er to ud af tre besøgende udenlandske turister. I top er Bork Vikingehavn, men først på syvende og ottende pladsen kommer de mest kendte som Vikingeskibsmuseet og Kronborg.

Det er efterhånden mange år siden, at Danmarks legendariske turistchef i New York, Axel Dessau, sagde: ”Det vil glæde mig den dag Rosenborg Slot begynder at holde åbent uden for frokostpausen.” Dengang var den daglige åbningstid fra kl. 11 til 13. I dag her i maj er der åbent fra kl. 10 til 16 og i juni helt til kl. 17.

Nu er det ikke Rosenborg Slot, der er på top 10 listen på Kulturstyrelsens nye tilstandsrapport med udenlandske besøg, som Berlingske offentliggør. Det er i top vikingerne med Bork Vikingehavn og Dansk Jødisk Museum med de fleste udlændinge blandt de besøgende. På syvendepladsen kommer Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Hvis man færdes blandt ankomne krydstogtgæster, specielt amerikanere, er det meget ofte, at der spørges om vej til Dansk Jødisk Museum.

På Danmarks Designmuseum er 67 procent af gæsterne udlændinge. ”Vi gør også en indsats bl.a. over for krydstogtturisterne,” siger Anne-Louise Sommer til bladet.

Kulturstyrelsen gør også opmærksom på, at der kommer et stigende antal kinesere og russere til Danmark.

Og så får vi lige den med på vejen: En forbrugerundersøgelse viser, at 52 procent af de udenlandske museumsgæster betegner sig selv som videbegærlige, mens det kun gælder for 27 procent af danskerne.

På top 10 listen er Kongehuset stærkt repræsenteret med De Kgl. Stalde, Amalienborgmuseet, og Kgl. Repræsentationslokaler.

Men Rosenborg kommer ikke med, hvilket nok er en overraskelse.