Bo Schou Lauridsen, formand for ANTOR Danmark og chef for Tysk Turist Information i Danmark, tager selfie med de mange fremmødte til ANTOR-eventet.

Udenlandske turistråd samlede rejsejournalister

De 15 medlemmer af ANTOR Danmark, der repræsenterer udenlandske turistkontorer, har netop haft rejsejournalister og rejsebloggere til Spring Event. ANTOR-formand ønsker flere medlemmer.

ANTOR (Association of National Tourist Office Representatives) Danmarks sammenkomst, Spring Event 2023, blev holdt hos Tysk Turist Informations kontorer tæt på Amalienborg. Bo Schou Lauridsen, Tysk Turist Informations nordiske turistchef, er også formand for ANTOR Danmark.

Sammenkomsten i går, tirsdag, havde 45 deltagere; udover danske rejsejournalister og rejsebloggere også ansatte hos ANTOR-medlemmerne i Danmark.

ANTOR Danmark har 15 medlemmer, nogle af de nationale turistråd har eget kontor med egne ansatte i Danmark; andre er medlem af ANTOR via deres nordiske hovedkontor i for eksempel Stockholm, mens andre turistråd repræsenteres af PR- og repræsentationsbureauer.

Ved Spring Event mødtes medarbejdere fra ANTOR’s medlemmer med danske rejsejournalister og rejsebloggere for at udveksle erfaringer og fortælle rejsenyheder fra de forskellige ANTOR-lande.

Et andet udkomme af sammenkomsten var, at ansatte hos ANTOR-turistrådene i Danmark i bedste netværksånd kunne udveksle erfaringer omkring deres fælles rejsebranche samt for eksempel arbejdet med at assistere rejsejournalister og rejseinfluencer/bloggere.

Savner flere medlemmer i Danmark
”ANTOR kommer til at gentage arrangementet til efteråret; det gode ved eventet var blandt andet også, at ansatte hos ANTOR-medlemmerne kunne dele informationer og erfaringsudveksling, så man på den måde fremmer netværket i vores branchen,” siger Bo Schou Lauridsen til Standby.dk og tilføjer:

”En detalje blandt mange var, at ANTOR-medlemmerne skal oplyse hinanden om planlagte events for rejsebureauer, rejsejournalister og så videre, så vi ikke får sammenstød, hvis to ANTOR-medlemmerne har et event samme dag.”

Bo Schou Lauridsen savner flere medlemmer hos ANTOR. Medlemskabet koster 3.000 kroner om året. ”For pengene kommer man med i ANTOR-samarbejdet og netværket, udenlandske turistkontorer kan få hjælp, hvis man planlægger at åbne i Danmark.

Nogle af de lande, vi savner som medlemmer hos ANTOR Danmark er Tyrkiet, Grækenland og Polen – men det er selvfølgelig frivilligt at være medlem, vi skal jo ikke armen om på nogen,” siger han.

15 medlemmer hos ANTOR Danmark
ANTOR-medlemmer, der var med til Spring Event i går, var, nævnt alfabetisk: Frankrig, Irland, Italien, Portugal Spanien, Storbritannien, Tyskland og Østrig.

Udover de, der var med, har ANTOR Danmark også disse medlemmer: Aruba (i Caribien), Cypern, Flandern (del af Belgien), Island, Israel, Kroatien og Thailand.

Udover Tyskland med Tysk Turist Information har kun de nationale turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Spanien og Østrig egne kontorer i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Kendt influencer får stor bøde for skjult rejsereklame

Rejsebrancheforeninger havde premiere på nyt tiltag

Stor forskel på nationale turistråds synlighed