”Der kan p.t. ikke tilrådes ferierejser til nogen regioner i Spanien, herunder de Kanariske Øer,” lyder svaret fra udenrigsminister Jeppe Kofod til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Charterarrangører og andre rejsearrangører står på spring til at sende danske gæster til navnlig Kanarieøerne, når der igen åbnes. Den spanske øgruppe er under normale rejseår største charterdestination i vintersæsonen for danske charterarrangører.
Sidste år var der 1,2 millioner danske ankomster til hele Spanien. De mest besøgte regioner var de Kanariske Øer med 312.000 danske ankomster, Andalusien med blandt andet Malaga havde 301.000, mens der var 201.000 danske ankomster til De Baleariske Øer med for eksempel Mallorca og Ibiza, viser officielle tal fra Den Spanske Stats Turistbureau.
Udenrigsministeriet oplyste sidste måned, at man i starten af december vil introducere de af rejsebranchen længe efterlyste regionale rejsevejledninger. Det kunne åbne for rejser til mindre coronaramte destinationer som de Kanariske Øer, Madeira og så videre.
Om det sker allerede på torsdag, når de danske rejsevejledninger opdateres, vides endnu ikke.
Udenrigsministeren siger nej
Men udenrigsminister Jeppe Kofod forventer ikke en snarlig genåbning til Kanarieøerne. Det skriver han i et svar til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre. Folketingsmedlemmet stillede sidste uge et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til udenrigsministeren.
Det lød: ”Hvorfor mener udenrigsministeren, at det i den nuværende situation er nødvendigt at fraråde ikke-nødvendige rejser til de Kanariske Øer, herunder hvorfor risikoen for smittespredning for returnerede rejsende ikke kan håndteres forsvarligt med mindre indgribende tiltag?”
Svaret fra udenrigsministeren kom i dag og her står:
”På sidste møde i Udenrigspolitisk Nævn præsenterede jeg en model for regionale rejsevejledninger. Som det fremgik af mødet og den efterfølgende offentlige kommunikation, forventes modellen klar primo december. Modellen bygger på og forudsætter regionale test- og incidensdata fra de europæiske lande, som modtages via Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol af Sygdomme (ECDC). Hertil var der bred tilslutning blandt partierne – inklusive Venstre.
Som jeg løbende har kommunikeret, er regionale data om både smittetal og testtilgang en forudsætning for at kunne indføre en regional tilgang til rejsevejledningerne på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.
Disse data er først for nyligt blevet tilgængelige for et mindre antal lande, idet jeg forventer, at de resterende europæiske lande gradvist vil begynde at melde data ind til ECDC.
Jeg må også minde spørger (Lars Løkke Rasmussen, red) om, at der på grund af de meget høje og foruroligende smittetal i Europa, p.t. ikke kan tilrådes ferierejser til nogen regioner i Spanien – vel at mærke herunder de Kanariske Øer.
Regeringens førsteprioritet er danskernes sundhed, sikkerhed og tryghed. For så vidt angår de sundhedsfaglige vurderinger, herunder risikoen for smittespredning for returnerede rejsende, må jeg henvise til sundhedsministeren,” står der i svaret fra udenrigsminister Jeppe Kofod til Lars Løkke Rasmussen.
Relaterede artikler:
Lars Løkke vil have åbnet for rejser til Kanarieøerne