Ved årsskiftet meldte bl.a. konference- og hotelkæden Comwell sig ud af Horesta – og kan dermed ikke bruge Horestas stjerner. Men kædens Kongebrogaarden ved Middelfart melder fortsat om fem stjerner – de er dog fra brugerbedømmelser hos bookingmaskiner.
”Vi har leveret Horestas skilte tilbage og bryster os ikke mere med fem Horesta-stjerner på Kongebrogaarden. De stjerner, som er ved indgangen til hotellet, er fra de vurderinger, kunderne er kommet med på bookingmaskiner som Booking.com, Hotels.com og Tripadvisor.com”
Det sagde Comwell-kædens koncernchef, Preben Nesager, søndag til standby.dk
På Kongebrogaardens hjemmeside står bl.a., at det er et 5-stjernet hotel – i øvrigt med 18 suiter og 44 dobbeltværelser, restaurant og konferencefaciliteter.
Mens Danmark indtil årsskiftet havde syv 5-stjernede hoteller, er der nu kun fire. First Hotels og Comwell har meldt sig ud af arbejdsgiverforeningen Horesta, der uddeler hotelstjerner. Ud over Comwell Kongebrogaarden havde også Comwell Kellers Park ved Vejle Fjord fem stjerner, det samme havde First Hotel Skt. Petri i København.
De to andre udmeldte hotelkæder, Brøchner og Scandic, har ingen 5-stjernede hoteller. De fire hotelkæder, der nu er medlemmer hos Dansk Erhverv, har 57 hoteller og ca. 20 pct. af Danmarks hotelværelser. De fire resterende 5-stjernede hoteller er alle i København: d’Angleterre (genåbner 1. maj) Hilton, Marriott og Royal.
”Tiden med hotelstjerner er en anden i dag, hvor kunderne kan tildele stjerner til f.eks. hoteller via deres vurderinger på hjemmesider. Her kan man få op til ti stjerner. Horestas stjerne-system har ingen værdi i dag, hvor andre markedsmekanismer findes til at vurdere et hotels niveau,” siger Preben Nesager som medgiver, at hoteller selv kan foranstalte, at de vurderes højt på bookingmaskinerne.
”Horesta fastholder gammeldags klassifikationssystem, som burde tilpasses til den tid, vi lever i. Det er vigtigt at kunderne har samme vurdering af, hvad et hotel kan, at forventningerne afstemmes ved f.eks. at læse, hvordan andre kunder har vurderet et hotel,” siger Preben Nesager. Han er enig i tanker om, at f.eks. VisitDenmark skal overtage klassifikationen af danske hoteller.
Preben Nesager skrev for nylig i indlæg på standby.dk, at ”hoteller fremover vil blive bedømt af vore kunder – der til forskel fra tidligere, nu bedømmer os på TripAdvisor og lignende medier – og søger hinandens meninger, frem for at se efter stjerner, der tildeles efter forskellige kriterier fra land til land.”
Comwell har 12 hoteller og konferencecentre i Danmark, Bella Sky Comwell er stadig medlem af Horesta. Hotellet ejes af Bella Center. Comwell har ca. en mio. gæster om året, 65 pct. af omsætningen kommer fra konferenceområdet.
Comwell åbner næste år Aarhus’ største hotel med 240 værelser, konferencefaciliteter til 1.000 gæster og ca. 150 nye arbejdspladser.