Udnyt turismens vækstmuligheder

Opfordring til den nye regering.

Opfordring til den nye regering.

”Et stærkt erhvervsliv er forudsætningen for et stærkt velfærdssamfund. Derfor er det hovedopgaven for den nye regering at skabe de rigtige konkurrencevilkår for landets private virksomheder”.

Sådan lyder det fra Horesta, efter Lars Løkke Rasmussen har præsenteret sin Venstre-regering.

”Uden vækst i erhvervslivet er der ingen penge til at finansiere fremtidens lærere, pædagoger og sygeplejersker. Fokus skal være rettet mod at skabe grundlag for morgendagens velstand, og det ligger i den private sektor”, siger Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard.

Dansk turisme rummer meget store vækstmuligheder, men betingelsen for at indfri potentialet er, at den nye regering vælger at satse målrettet på erhvervet.

”Jeg glæder mig over, at vores nye erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen får til opgave at sikre erhvervslivet de bedste vækst- og udviklingsmuligheder. Dansk turisme har markant ringere vilkår end vores nabolande. Derfor er der brug for at forbedre vores rammevilkår”, siger Katia K. Østergaard, der nævner energiafgifterne som eksempel på de ulige konkurrencevilkår, dansk turisme arbejder under.

Hver gang et dansk hotel betaler 100 kroner i energiafgifter, kan et tysk hotel nøjes med 51 kroner og et svensk med 65. Stort set samme skævvridning er der for de danske restauranter.

”Samtidig er det vigtigt, at erhvervet kan skaffe den fornødne arbejdskraft. Med Jørn Neergaard som ny beskæftigelsesminister får vi en minister, der om nogen kender erhvervslivets udfordringer, og som vil arbejde for, at vi ikke havner i en vækstklemme, hvor vi ikke kan få del i den globale turismevækst, siger Katia K. Østergaard.

”Med de rette konkurrencevilkår vil turismeerhvervet uden tvivl være i stand til at skabe tusindvis af nye arbejdspladser i Danmark. Vel at mærke i alle dele af landet og jobs, som ikke kan outsources til Asien eller Østeuropa. Samtidig kan vi sikre milliardindtægter til gavn for dansk økonomi”, siger Katia K. Østergaard.