REJSEMESSER: Weekendens feriemesse i Forum var ifølge arrangørerne to vellykkede dage med et kvalitetsbevidst og købelystent publikum. Et rejsebureau fik 700 nye modtagere til sit nyhedsbrev.
De over 70 udstillere lørdag og søndag til Ferie i Forum fik besøg af under 6.000 gæster – et ærgerligt fald fra de 7.400 ved samme messes premiere sidste år.
Men det til trods glæder mange af udstillerne sig over kvaliteten af besøgende, der betalte 100 kr. for at komme indenfor til messen.
I pressemeddelelse fra BC Hospitality Group, der bl.a. omfatter Forum,” siger direktør Jan Tvernøe fra Happy Lama Travel: ”Det var to travle dage i Forum med maksimal eksponering i medierne. Vi havde godt med besøg til vores rejseforedrag om Guyana, Sudan, Usbekistan og Papua New Guinea. – samt mange alvorlige samtaler om individuelle rejser til bl.a. Peru, Bolivia, Sudan og Madagaskar. Og 700 skrev sig op til vores nyhedsbrev, så jeg er tilfreds og stolt.”
På Happy Lama Travels Facebook-side, skrev Jan Tvernøe i et meget blomstrende sprog bl.a.: ”Lamaen er tilfreds og stolt – og tilbage som konge i mit Happy Lama Kongerige! Tak til alle de gode mennesker, der troede på mig i de svære tider.”
Også udstillingschef på Ferie i Forum, Britta Anastassia Brix, var tilfreds med, at navnlig kvalitetsbevidste gæster kom til Ferie i Forum: ”Konceptet er skarpt – der skal være højt til loftet, og kunderne villige til at betale ekstra for at få den helt rigtige ferie. Vi er dermed på rette vej, hvorfor vi i 2017 kommer til at lægge endnu mere vægt på de autentiske rejsemål.”
Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, var med for første gang til Ferie i Forum. Adm. direktør, Peder Hornshøj, siger: ”Det var to gode dage under Ferie i Forum, og vi er glade for messen har været så pænt besøgt. Det har været en fornøjelse at se interessen for foredragene, og samtidig mærker vi en efterspørgsel på større rejser. Kunderne vil have indhold og rundrejser, også dyre ferier. Vi har solgt en del på messen, og nu har vi vanvittigt mange, som vi skal følge op på.”
En anden debutant på Ferie i Forum var direktør Morten Svane med sit nye Bifrost Rejser. Han siger: ”Det var rigtig fint at møde publikum og få talt med de interesserede under de tilpas gode rammer. Vores mål var at sætte os selv på landkortet, da vi er et forholdsvis nyt rejsebureau. Vi har talt med rigtig mange kunder, og over 500 gæster har skrevet sig op til vores nyhedsbrev; det er vi meget glade for. Vi skal helt sikkert med i 2017.”
Ferie i Forum næste år bliver 21-22. januar.