Den gyldige danske pengeseddelserie omfatter 50, 100, 200 og 500-kronesedler. Pressefoto: Danmarks Nationalbank.

UM: Tag ikke danske veksle-penge med til udlandet

Udenrigsministeriet fraråder at bringe danske pengesedler med til udlandet – hvis de skal veksles i udenlandske banker. Det drejer sig blandt andet om reglerne for hvidvask af penge, hedder det.

”Der er stor risiko for, at man ikke kan veksle medbragte danske kontanter i udlandet. Det skyldes, at danske banker er blevet mere tilbageholdende med at modtage danske kontanter fra udenlandske banker.

Bankerne vurderer, at de ikke kan betrygges tilstrækkeligt i forhold til deres forpligtelser efter hvidvaskreglerne.”

Det skriver Udenrigsministeriet i et opslag på Facebook. UM tilføjer:

”Nogle udenlandske banker og vekselbureauer er stoppet med at modtage danske kontanter i udlandet. Nationalbanken anbefaler derfor, at man ikke medbringer danske kontanter til udlandet, men i stedet veksler til udenlandsk valuta før afrejse eller medbringer et betalingskort, der virker i udlandet.”

Danmark skal have nye pengesedler
Danmarks Nationalbank skriver på sin hjemmeside, at Danmark fra 2028-2029 får en helt ny pengeseddelserie baseret på de nyeste sikkerhedsteknologier. Det er mere end 200 år siden, at Nationalbanken – i år 1819 – udstedte sine første pengesedler.

Den nuværende danske pengeseddelserie, hvor 1.000 kronesedlen netop er udgået, er fra 2009 og har broer og oldtidsfund som motiv. Pengesedlerne har blandt andet ”følbart kobbertryk, en skjult sikkerhedstråd og et avanceret hologram, der reflekterer lyset i forskellige farver,” skriver Nationalbanken.

Fra 2020 til 2024 har Nationalbanken udsendt sikkerhedsopgraderede udgaver af 500-, 200- og 100-kronesedlerne, og i år udkommer en sikkerhedsopgraderet udgave af 50-kronesedlen.

Nationalbanken har tidligere oplyst, at alle danske pengesedler fra seddelserier ældre end den nuværende med broer og oldtidsfund (2009-serien), blev ugyldige efter 31. maj i år. Det samme skete for 1000-kronesedlen i 2009-seddelserie.

​Danmarks Nationalbank har et samarbejde med det nordiske betalingsinstitut Forex – på tre Forex-indleveringssteder i Aarhus, Odense og København kan borgere og virksomheder til og med 31. maj 2026 indløse de pengesedler, der er blevet ugyldige som betalingsmiddel i butikker og banker.

 

Relaterede artikler:

Ferieindeks: Verdens dyreste og billigste rejselande

Rejsebureauer og hoteller risikerer hvidvask-bøder

Krydstogtkoncern stopper med at veksle kontanter