Fiona Eastwood er ny koncernchef for Merlin Entertainments, verdens næststørste forlystelsesgigant efter Disney. PR-foto.

Underholdningsgigant skifter koncernchef

Merlin Entertainments, der driver 140 globale forlystelser – blandt andet verdens 10 Legoland-parker, Madame Tussauds-vokskabinetterne og pariserhjulet London Eye – skifter koncernchef.

Fiona Eastwood er blevet ny koncernchef for Merlin Entertainments, verdens næststørste forlystelsesgigant efter Disney.

Merlin skulle have ny koncernchef efter Scott O’Neil sidste efterår meddelte, at han stoppede for at blive ny administrerende direktør for den omstridte golfturnering LIV Golf, der er en udbrydertour fra PGA Tour, finansieret af blandt andet milliarder fra Saudi-Arabien.

Da Scott O’Neil stoppede, blev Fiona Eastwood, Merlins daværende vicedirektør, Chief Operating Officer, i november indsat som konstitueret koncernchef for Merlin-imperiet.

Merlin Entertainments driver over 140 forlystelser på tværs af 20 lande og ejes af et konsortium, der blandt andet består af selskabet Kirkbi, der ofte omtales som LEGO-familiens pengetank. Det danske selskab ejer 47,5 procent af Merlin. De to andre ejere af Merlin er investeringsselskabet Blackstone og den canadiske pensionsfond CPP Investment Board.

24 Madame Tussauds voksmuseer
I tillæg til Legoland-parkerne i både ind- og udland, har Merlin Entertainments blandt meget andet også Heide Park, Madame Tussauds samt en række forlystelsesparker bygget over Gurli Gris-universet i porteføljen.

Merlin tæller foreløbig over 140 attraktioner i 24 lande, heriblandt de foreløbig 10 Legoland-parker (en 11. åbner senere i år i Shanghai) og syv attraktioner under Gurli Gris-brandet.

Fiona Eastwood kom til Merlin i 2015 fra en stilling som Managing Director of Consumer Products hos BBC Studios.

Legoland Danmark skiftede direktør
I februar sidste år meddelte Christian Woller, at han efter 10 år som administrerende direktør for Legoland i Billund ville stoppe. Han havde taget imod en ny stilling om at stå i spidsen for syv Legoland-parker.

Dermed er han nu i front for syv af de nuværende 10 Legoland-parker (udover Billund også Legoland-parkerne i i sydtyske Günzburg og i Windsor ved London) samt i Dubai, Japan, Malaysia og Sydkorea) samt de kommende i Kina – men ikke de tre Legoland-parker i USA (Californien, Florida og ved New York)

I september sidste år var Legoland Billund klar med afløseren for Christian Woller. Det blev Michael Ottesen, der kom fra en stilling som regionsdirektør for Lidl Øst.

 

Relaterede artikler:

Legoland-ejer føjer Minecraft-succes til forlystelsesparker

Legoland-direktør i Billund skifter: ”Jeg fik lov at prøve alt”

Tyskland får stor ny danskejet turistattraktion