Underskudsservice hos DSB

Salgsvognene i DSBs tog har i løbet af ni år oparbejdet et samlet underskud på næsten en milliard kroner, og nu overvejer togselskabet at droppe dem på visse strækninger.

Ifølge dagbladet B.T. viser en opgørelse fra Transportministeriet, at DSB siden 2004, da man selv overtog driften af salgsvognene, har haft et underskud på mellem 86 og 115 millioner kroner om året – i alt 925 millioner for hele perioden.

Martin Geertsen, Venstres medlem af Transportudvalget:.

”Det er langt, langt ude på overdrevet, at det kolossale svineri med skatteborgernes og passagernes penge har fået lov til at køre så længe”.

Underdirektør i DSB Tog Anette Haugaard oplyser, at det især er løn til personalet, der er årsag til underskuddene. En årsløn for en tog-stewardesse ligger på 475.000 kroner, og det har årligt givet en udgift på cirka 100 millioner kroner for betjening af salgsvognene.

Samlet har DSB en gæld på 17,55 milliarder kroner.