Unge stjerner starter Fredagsrock

TopGunn.

TopGunn.

I år er det 20. gang, at Plænen i Tivoli danner ramme om de populære fredagskoncerter. Koncertnavnene spænder fra Kim Larsen over de amerikanske søstre i Haim til DJ Tiësto.

Fredagsrock letter i 2016 med hitmagerne TopGunn og Noah den 15. april kl. 22.

Det hele startede i 1997 som et ønske om at samle rock- og popkoncerter, der dengang lå spredt ud over alle ugens dage.  Det blev til ”Fredagsrock på Plænen”. I 1997 spændte repertoiret vidt. Rapperne fra Hvid Sjokolade og Østkyst Hustlers havde selskab af navne som Baal, Kashmir og Hotel Hunger og etablerede navne som Kim Larsen, Lis Sørensen og Michael Falch. Både Østkyst Hustlers, Kim Larsen og Michael Falch er tilbage på Plænen i 2016.

Gennem tiden har store profiler som Kanye West, Snoop Dog, Pet Shop Boys, Roxette og Simply Red spillet fredag aften i Tivoli.

Fredagsrock byder i sin 20. sæson på 24 koncerter fra 15. april til 23. september.