United Airlines stopper på København

”We are here to stay,” siger amerikanske flyselskaber når de f.eks. åbner på Københavns Lufthavn. Men det er snak – for nu trækker United Airlines sig også mellem New Yorks Newark-lufthavn og København.

 

Reelt var det Continental Airlines, der i 2006 åbnede ruten mellem Newark og København – sidste år blev Continental opslugt af United, også fra Star Alliance. Hverken Continental eller United har været synlige i den danske rejsebranche.
United betjener ruten til København med Boeing 757.

 

Delta Air Lines fra Skyteam-alliancen har i år bebudet, at det blot vil flyve dagligt mellem København og New York JFK fra 2. juni til 4. september med Boeing 767’ere – men Uniteds beslutning om at trække sig, kan få Delta til at forlænge ruten eller gøre den helårlig.
Tidligere fløj Delta også fra København til sin hovedlufthavn, Atlanta.

 

Når Continental trækker sig, er SAS alene på strækningen til Newark-lufthavnen ved New York.

 

Carsten Nørland, salgs- og marketingsdirektør i Københavns Lufthavn, bekræfter Uniteds rutelukning fra 24. september:

”Konkurrencen på strækningen er hård, United tjener for lidt på ruten og har desværre mistet modet. Men det er en interessant rute for flere flyselskaber. Delta Air Lines fløj f.eks. indtil sidste år mellem København og den anden store New York-lufthavn, JFK. At United trækker sig gør næppe Deltas interesse for at genstarte JFK-ruten mindre – lad os se hvad der sker den kommende tid,” siger Carsten Nørland til takeoff.dk

 

Har I indikationer om, at andre selskaber vil åbne mellem New York og København?
 
”I øjeblikket kan jeg kun sige, at der er stor interesse for ruten fra flere luftfartsselskaber. For når et selskab stopper begynder vi jo at arbejde med alternativer,” siger Carsten Nørland.

 

American Airlines fra Oneworld-alliancen har ifølge takeoff.dks oplysninger vist interesse for at starte mellem København og New York.

 

Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, siger til takeoff.dk, at lufthavnen i højsæsonen har 42 ugentlige fly til Nordamerika – til sammenligning har Stockholm 24 og Oslo 14 fly om ugen i højsæsonen til Nordamerika.

 

København regnes, ifølge Københavns Lufthavn, som Star Alliancens fjerdestørste lufthavn – 18 af de 26 medlemmer af verdens største luftfartsalliance flyver på København. Det var indtil Spanair krakkede i januar – og nu at United trækker sig.

 

Et andet Star Alliance-medlem, Air China, havde bebudet, at det ville vende tilbage til Københavns Lufthavn med fire ugentlige fly fra juni. Men i sidste måned meddelte selskabet, at ruteåbningen er udskudt på ubestemt tid.

Skrevet af Henrik Baumgarten