Uro i Thailand skræmmer ikke danske turister

BangkokLUFTFART: Snart er det jul, og ganske vist har der været forespørgsler om juletrafikken, men ingen har afbestilt på grund af urolighederne i Bangkok.

Det ser ud til at, der er faldet ro over oprørerne i Bangkok og nogle få andre steder ude i det populære ferieland for tusindvis af danskere i juleferien. I dag har Kong Bhumibol fødselsdag, og det ser ud til at have skabt ro blandt gemytterne. Sådan har det ofte været, og historien ser ud til at gentage sig.

Der er ryddet op i Bangkoks gader, og afspærringer er fjernet. Byen skal tage sig bedst muligt ud på kongens fødselsdag.

”Vi har fyldte julefly. En helt fantastisk belægning, og der er ikke kommet afbestillinger. Enkelte har spurgt. Måske en smule bange for juletrafikken, men vi har igen og igen understreget, at kun ganske bestemte områder i Bangkok har været berørt, og nu ser det hele heldigvis roligt ud,” siger skandinavisk salgschef Flemming Sonne fra Thai International.

”Vi håber på ro nu, og at de vil fejre kongens fødselsdag helt til april (når den danske højsæson slutter, red.). Det er jo ikke første gang vi oplever demonstrationer og uro af politiske grunde især i Bangkok. Vi har ikke haft afbestillinger, og vore kunder glæder sig til julerejsen,” siger adm. direktør for Spies, Jan Vendelbo.

De samme toner lyder fra slagsdirektør Stig Elling i Star Tour: ”Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at vi har haft bekymrede opringninger fra folk, som var bange for, at deres rejse til Thailand måske ikke blev til noget på grund af urolighederne. De ville også vide, om der var alternativer. Det bliver heldigvis ikke nødvendigt.

Alle julerejser til Thailand er udsolgte, men for dem, der kan tage af sted nu, er der muligheder for et godt køb til en rigtig god pris.”