SHOPPING: På torsdag fejrer amerikanerne Thanksgiving – og dagen efter er det Black Friday, hvor butikkerne bugner med gode tilbud og mange åbner ved midnatstid. Sidste år ventede 30.000 på at komme ind i USA’s største shoppingcenter, Mall of America i Minneapolis.
Rejsende i USA kan på mandag gøre nogle ekstra gode handler, hvis man ikke er klaustrofobisk anlagt. For på fredag, den 29. november, er det Black Friday – en af de nyere amerikanske traditioner. Black Friday hentyder til tallene på butikkernes bundlinje, som efter denne populære shoppingdag er meget sorte.
Black Friday er blevet årets mest indbringende dag for mange butikker i USA. Og det med god grund –supertilbud lokker masser af kunder på indkøb efter Thanksgiving-kalkunen.
Sidste år stod over 30.000 shoppere klar, da butikkerne åbnede ved midnat i Mall of America, USA’s største shopping mall med over 500 butikker, som årligt har over 40 mio. besøgende.
Mall of America har planlagt den kommende Black Friday i næsten et år, og alt er organiseret med bl.a. ekstra sikkerhedsfolk og masser af personale.
Meningen med at bygge Mall of America i 1992 var at kombinere detailhandel og underholdning. Nu er Mall of America en af de mest besøgte destinationer i USA og populær til familieferier, forlængede weekender og selv bryllupsrejser. Her kan besøgende shoppe i de mange butikker, spise på fine restauranter, gå i biografen, besøge det enorme akvarium, prøve forlystelserne i det store tivoli i centrum af mall’en osv.