Arkivfoto fra Stewart International Airport fra sidste år, hvor et fly fra Norwegian holder yderst til højre. I september lukkede Norwegian sine to ruter fra Irland til Stewart-lufhavnen.

USA-lufthavn hårdt ramt af Norwegian-rutelukninger

Norwegian er i gang med en større slankekur af sit rutenet – det rammer også ruter fra Europa til blandt andet Stewart-lufthavn nord for New York. Lufthavnen prøver at få en ny rute til Europa.

Norwegian fløj til Stewart Airport, over 100 kilometer nord for New York City, fra Dublin og Shannon i Irland – men lukkede ruterne i midten af september i år.

Ruterne havde været betjent siden 2017 – i perioden fra 2017 til lukningen i september i år havde ruterne haft 600.000 passagerer. Det er meget for en lille lufthavn som Stewart, der sidste år havde i alt 690.000 passagerer, primært på amerikansk indenrigs. Mens Norwegian fløj til Stewart, havde flyselskabet cirka 50 procent af lufthavnens samlede antal passagerer, skriver flere amerikanske medier.

Norwegian er i gang med sin store oprydningsplan, Focus2019, for at reducere sine omkostninger med to milliarder norske kroner alene i år.

Ændringerne i Norwegians ruteprogram sker som et led i dets strategi om at gå fra vækst til lønsomhed. Samtidig har flyveforbuddet mod Boeing 737 MAX spillet ind, da Norwegian havde planlagt at benytte denne flytype på en række ruter fra de britiske øer til USA.

Norwegian har også lukket en lang række andre ruter mellem Europa og USA. Alene i New York-området har man udover Stewart som en sekundær lufthavn også fravalgt ruter til en af områdets primære lufthavne, Newark. I stedet vil Norwegian nu kun betjene JFK-lufthavnen i New York. Dog ikke mere fra København, da Norwegian har vinterlukket ruterne fra København til New York JFK, Los Angeles og Fort Lauderdale i Florida.

Prøver at få ny Europa-rute
For at kompensere tabet af Norwegian-ruterne, skriver avisen Wall Street Journal, prøver myndighederne i Stewart-lufthavnen at få et samarbejde i stand med franske Groupe ADP, der driver 20 lufthavne verden over, blandt andet Paris’ største lufthavn, Charles de Gaulle.

Stewart-lufthavnen håber, at Groupe ADP kan strikke en deal sammen og overtale et andet flyselskab til at flyve mellem Stewart og Europa.

Ifølge hjemmesiden Aerotelegraph.com har Stewart-lufthavnen i dag ruter med Allegiant Air til primært destinationer i Florida, Delta Air Lines flyver til Detroit, American til Philadelphia og Jetblue til Florida-destinationerne Orlando og Fort Lauderdale.

Relaterede artikler:

Norwegian stopper flyvninger til New York-lufthavn

Flere USA-nedskæringer hos Norwegian

Rejsebureaudirektør skælder ud på Norwegian