Indbyggere i Florida og turister søger væk, ved blandt andet også at køre i motorvejs-nødspor, fra områder der står til at blive ramt af orkanen Milton. Wikipedia-foto fra Lakeland, der ligger cirka mellem Tampa og Orlando: Andrew Heneen.

USA-rejsebureau: Vi fraråder Florida i orkansæsonen

Kategori 5-orkanen Milton rammer i dag dele af Florida. FDM Travel, største danske USA-bureau har ”ikke så mange kunder i Florida,” mens stort krydstogtbureau ikke har gæster på berørte skibe.

Kategori 5-orkanen Milton rammer i dag, onsdag, dele af det centrale Florida med forventede stormstød på over 250 kilometer i timen og op til fem meter høje bølger ved vestkysten af Florida, hvor Milton forventes at gå i land syd for Tampa.

Millioner af borgere og turister i området transporterer sig i disse timer væk fra områder, som Milton forventes at berøre – herunder Orlando i midten af Florida.

Ifølge DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, er kategori 5 den højeste orkankategori, der blandt andet kan medføre ”Katastrofale ødelæggelser. Bygninger, tage og andre strukturer ødelægges. Alle træer vælter.”

Vi anbefaler ikke Florida i orkansæsonen
Fra FDM Travel, det største danske rejsebureau når det gælder rejser til USA, oplyser Frederik Øhrgaard, koncept- og markedschef, til Standby.dk:

”Vi har heldigvis ikke så mange kunder i Florida pt. For allerede i salgsøjeblikket anbefaler vi kunderne, at de ikke rejser til Florida i denne periode, hvor der er hurricane season.

Men der er jo nogle afsted alligevel og dem holder vi øje med og kontakter, hvis vi kan se at deres tur bliver berørt i den grad, at vi eventuelt skal ombooke dem,” siger Frederik Øhrgaard,

Krydstogtrejsebureau har ingen gæster på direkte berørte krydstogtskibe
Caribien er verdens største krydstogtmarked – navnlig med krydstogter fra amerikanske havne i Florida, USA’s østkyst og havne ved Den mexicanske Golf, hvorfra Milton har kurs mod det vestlige Florida. Mange krydstogtskibe har ændret kurs for at undgå nærkontakt med Milton.

Fra Danmarks næststørste krydstogtrejsebureau, Krydstogteksperten i Lunderskov vest for Kolding, siger administrerende direktør Jens Raaholdt til Standby.dk: ”Vi har ingen gæster på krydstogter i Caribien netop nu, og derfor ingen, der er direkte berørt af Milton.

Men vi har op mod 25 gæster på vej på et transatlantisk krydstogt fra Lissabon mod Florida med Norwegian Cruise Line-skibet Getaway. For at det kommer hurtigere frem mod Nordamerika har skibet sløjfet et anløb på Azorerne og er nu på kurs mod den canadiske kyst for at undgå efterdønningerne når Milton kommer ud i Atlanten.”

I morgen, torsdag, har Krydstogt Eksperten fem gæster der flyver til Miami, hvor de lørdag skal på krydstogt ud af Miami med skibet Seascape fra MSC Cruises (Miami er ikke direkte omfattet af Miltons forventede kurs gennem Florida mod Atlanterhavet, red.)

”Vi afventer jo altid krydstogtrederiernes udmeldinger, men indtil videre er der ingen panik hos os,” siger Jens Raaholdt.

 

Relaterede artikler:

Forlystelsesparker i Florida gør klar til kæmpe-orkanen Milton

Caribien: Krydstogtskibe flygter fra tropisk orkan

FDM Travel opgiver sin egen USA-rejsemesse