Vækst for Copenhagen Card

De 68.000 solgte eksemplarer sidste år ser ud til at blive slået i år. Sidste år fra april til nu var der ca. 30.500 Copenhagen Card i brug. I år er det tal 36.500. Antallet af solgte kort er formentlig højere, men det tal bliver først opgjort senere.

 

Tallene fremkommer ved den elektroniske overvågning af Copenhagen Card, som Wonderful Copenhagen foretager. Aflæsningen viser også, hvor mange besøg kortene genererer, og her er udviklingen markant.

 

Antallet af Copenhagen Card besøg hos de mere end 70 attraktioner, der er med, lå på denne tid sidste år på ca. 129.000. På samme tid i år ligger tallet på ca. 173.000 – en stigning på 34%.

 

Flere populære attraktioner er kommet med. Det gælder Louisiana, Kronborg og Nettobådene, der sejler kanalrundfart sammen med Canal Tours Copenhagen, der allerede er med.

 

Den mest besøgte attraktion blandt Copenhagen Card-købere er Tivoli. Derefter følger Canal Tours, Rosenborg Slot og Rundetårn.

Skrevet af Flemming Juul