Veteran i CWT på pension efter 46 år

Søren Find Andersen.

Søren Find Andersen.

RECEPTION: 5. december har Søren Find Andersen sidste arbejdsdag. Der er afskedsreception samme eftermiddag.

Søren Find Andersen tog sine første skridt i rejsebranchen i 1964, hvor han startede hos Skibby Rejsebureau, hvilket fik ham til at søge elevplads hos Bennett Rejsebureau. Siden elevtiden er der føjet en del stillinger og virksomheder til CV’et – bureauchef, marketingschef, souschef og Interline Manager i daværende Maersk Rejsebureau, souschef og rejsebureauchef i DFDS Forretningsrejser et HD-studie i udenrigshandel.

1. oktober 1990 blev Søren Find Andersen bureauchef for CWT’s daværende Bredgade-afdeling. ”Store” CWT i Paris fik øjnene op for Søren Find Andersen i 1995, hvor han var en del af europæisk arbejdsgruppe. Siden har han vekslet mellem at være tilknyttet CWT Danmark som bureauchef og hovedkontoret i Paris. I 2008 valgte han udelukkende at fokusere på sine europæiske opgaver.

Søren Find Andersen husker tiden med håndskrevne billetter, telexmeddelelser, brevpost, telegrammer og den farverige epoke med lange studieture, store fester. Det er blevet til oplevelser som f.eks. tur med Concorden fra New York til Paris.

”Det har været et eventyr med mange arbejdstimer og rejsedage. Rig på oplevelser og efter min tid i rejsebranchen ser jeg frem til den tredje alder og et ny kapitel, der primært vil udspille sig på mit fritidslandbrug på 23 hektar i Hornsherred,” siger han.