Vi dyrker krop og ego på ferien

volley-star-tourIdrættens Analyseinstitut har offentliggjort en rapport over danskernes idrætsvaner anno 2016, hvor individuelle aktiviteter som fitness, løb og styrketræning er i vækst på bekostning af de fælles sportsgrene som f.eks. gymnastik. 

30% af danskerne dyrker nu styrketræning i forhold til 2007, hvor tallet var 19%. Den udvikling kan rejsearrangøren TUI (Star Tour indtil 1. november) nikke genkendende til: ”Lige nu er tendensen, at individuelle sportsgrene som løb, fitness og styrketræning vinder frem på ferien. Folk melder sig stadig til fitnesshold, men det er for at dyrke kroppen, ikke for at dyrke fællesskabet”, mener Nikolai Johnsen, pressechef for TUI i Danmark.

Som et resultat af stigende efterspørgsel på individuelle og fleksible træningsmuligheder opfører TUI fire nye hoteller med træningscentre og forventer næste sommer at have 35.000 danskere på diverse træningshold. Samtidig har rejsearrangøren optegnet løberuter af forskellige længder på hoteller ved navn Blue Star for at gøre det enkelt at tage løbeturen på egen hånd.

Rapporten fra Idrættens Analyseinstitut peger samtidig på sammenhæng mellem danskernes uddannelse og lysten til at bevæge sig. Jo højere uddannelse, jo højere aktivitetsgrad, lyder det. Det samme mønster gør sig ifølge TUI gældende på ferien.

Ifølge Idrættens Analyseinstitut dyrker én ud af fire voksne ikke motion.