Spies får i vintersæsonen en ugentlig flyvning fra København via Billund til Kap Verde-øerne, her er det Santa Maria. Pressefoto: Spies.

”Vi er største ferierejsearrangør fra Billund Lufthavn”

Spies tilføjer flyvninger fra Billund Lufthavn til Kap Verde og kommer dermed den kommende vintersæson op på fire rejsemål udenfor Europa fra Danmarks næststørste lufthavn.

Fra denne vinter flyver Spies også fra Billund Lufthavn til Kap Verde ud for Vestafrikas kyst – med mellemlanding i Københavns Lufthavn på ud- og hjemturen.

Øgruppen bliver dermed Spies’ fjerde charterdestination i vinterkøreplanen uden for kontinental-Europa med afgang fra Billund. De tre andre er Egypten også to af de kanariske øer, Gran Canaria og Tenerife.

Kap Verde, der ligger halvanden times flyvning syd for Kanarieøerne, får fra midt i oktober en ugentlig afgang hver mandag gennem vintersæsonen, oplyser Spies. Der flyves med familiemedlemmet fra Nordic Leisure Travel Group, Sunclass Airlines.

De første fire afgange er med en Airbus A330-300 med plads til 388 passagerer, mens det resten af sæsonen bliver med Airbus A330-200, der tager 322 passagerer.

Ifølge Spies er efterspørgslen på rejser til Kap Verde steget 70 procent sammenlignet med samme tid sidste år. Hos Spies fordobler man derfor kapaciteten til vinter, så rejsearrangøren kan sende over 8.000 danskere afsted – små 3.000 af dem er fra Billund.

Kommunikationschef for Spies og Sunclass Airlines, Sofie Folden Lund, siger: ”Kap Verde er en perfekt mellemting mellem de sydeuropæiske ferieøer og oversøiske rejsemål som Thailand og Den Dominikanske Republik i Caribien.”

Største ferierejsearrangør fra Billund Lufthavn
I alt regner Spies den kommende vintersæson 2022/2023 med at sende cirka 30.000 danskere på ferie fra Billund. Det gør Spies til den største ferierejsearrangør fra Danmarks næststørste lufthavn, oplyser Spies.

Og i Billund Lufthavn er man stolt over at få Nordens største charterfly, Airbus A330’eren. Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn, siger i Spies’ pressemeddelelse:

”Spies er en god samarbejdspartner i Billund Lufthavn, så vi er rigtig glade for, at Spies sætter Kap Verde på destinationskortet herfra Billund – og så med Sunclass’ store Airbus A330 med plads til over 300 personer.”

Spies’ top-10 over de mest populære vinterrejsemål hos Spies i vintersæsonen 2022/23 er: Gran Canaria, Tenerife, Kap Verde, Madeira, Phuket, Hurgada, Den Dominikanske Republik, Rom, Mauritius og London. Nogle destinationer betjenes med charterfly, andre med rutefly.

 

Relaterede artikler:

Spies øger fra Danmark med nye rejsemål

Spies: Tæt på samme passagertal som før corona

33 Spies-fly fra Danmark i efterårsferien