Vi har en god kemi sammen

Egentlig skulle han forlade SAS til sommer, når han fylder 60. Vicekoncernchef John Dueholm (foto), som har passet jobbet siden Mats Jansson sagde farvel, og indtil Rickard Gustafsen for en uge siden tog over.

Sådan kommer det ikke til at gå. Dueholm har mod på mere SAS, ser gerne de mange gode projekter i forbindelse med Core SAS kørt helt til ende. Nu er hans kontrakt forlænget på ubestemt tid efter aftale med bestyrelsen og med den ny koncernchef.

”Jeg træder et skridt tilbage og får igen ansvaret for den kommercielle og operationelle ledelse af SAS. Det passer mig fint og er to vitale området for fremtiden i et flyselskab,” sagde John Dueholm i går i Stockholm til takeoff.dk.

”Du har jo før flirtet med ideen om at gå af, når kontrakten løb ud og i den tredje alder læser videre på universitetet. Hvad har fået dig til at ændre den køreplan?”
”Det blev vel modnet det sidste par måneder af det gamle år, da jeg fandt ud af, hvor god en kemi Rickard og jeg har sammen. Og igen sammen med finansdirektør Mats Lönqvist. Så er det en fornøjelse at fortsætte.”

”Hvor længe?”

”Der er ikke sat nogen målepind op. Det kommer an på hverdagen og udviklingen. Nu sætter vi fuld fart på for at nå op i år for første gang i fire år med overskud. Det er da ikke vildt morsomt i dag at skulle berette om endnu et milliard underskud, selv om der er masser af gode forklaringer. Og selv om den underliggende drift er positiv. Personalet knokler for, at vi skal komme igennem krisen, og det er ikke mindst deres skyld, at det nu kan gå fremad.”

”Er du slet ikke skuffet over, at det ikke var dig, der blev koncernchef?”
”Bestemt nej. Hvis det skulle have været tilfælde, skulle det være sket for længe siden. Nu glæder jeg mig til et parløb med Rickard.”

 

Skrevet af Ejvind Olesen