Vi holder ikke ferie efter statistik

ferie rejseSOMMMERKLUMME: Hvert år på kanten af sommerferien udsender Danmarks Statistik er oversigt over, hvor danskerne holder ferie. Den er lige forkert hvert år, men den kommer fortsat. Bare vi ikke skal tro på den.

Af Ejvind Olesen

Hvad var danskernes foretrukne feriemål i 2013 beregnet med mere end fire overnatninger? Det findes der ikke nogen sikker facitliste over, hvis man ser væk fra charterselskaberne. Resten er baseret på indberetninger fra rejsebureauerne, som langt fra er dækkende.

Når man på listen har Thailand som sidst som nr. 13, så er det formentlig forkert.  At Polen skulle have flere kan imidlertid godt være rigtigt, på trods af de rapporterede høje tal for luftbro til Thailand, al den stund, at ingen rigtigt ved, hvor mange danskere, der er rejst til Polen i mere end fire dage. De kan flyve, de kan køre selv, de kan sejle selv, de kan bo på campingpladser. Ingen har tallet.

At Spanien er på førstepladsen med 14 procent af landets samlede turistbesøg fra udlandet kunne godt være rigtigt. At Italien er nr. to foran Tyskland, er mere tvivlsomt.

At vore nabolande som Sverige og Norge kun ligger som nr. seks og 10 er heller ikke sandsynligt, men disse tal er i sagens natur helt umuligt at vide noget om. Danskerne kan myldre dertil uden, at vi og Danmarks Statistik aner en skøjte om, hvor mange, der er tale om. Grækenland, Norge og USA er fra nr. ni til 11. I sandhed nogle ulige størrelser. Lyder det sandsynligt, nej vel.

Statistik har altid indbyggede fejlmuligheder blandt andet ved den omhu, hvormed tallene indberettes. Her kniber det tit med entusiasme. Danmarks Statistik kan true, hvis man ikke indberetter, men hvad der indberettes, blæser i vinden.

Vi ved, hvad chartergæsterne gør, og det drejer sig om ca. 1,2 mio. Vi ved, hvor ruteflypassagererne rejser hen, men hvad de derefter foretager sig, ved vi kun i yderst begrænset omfang. Vi ved uendelig lidt om bilturisterne. Og hvad med cykelturisterne til Paris, tæller de også?

Spild af tid af Danmarks Statistik! Men her er alligevel top 13 listen: 1. Spanien, 2. Italien, 3. Tyskland, 4. Frankrig, 5. Tyrkiet, 6. Sverige, 7. Østrig, 8. Storbritannien, 9. Grækenland, 10. Norge, 11. USA, 12. Polen, 13. Thailand.