Vikinger skal hente britiske turister

Dansk deltagelse i vikingefestivalen i York bliver starten på en stor vikingekampagne, som i 2013 og 2014 skal tiltrække turister fra Storbritannien.

De danske vikinger svinger sværdet for på Europas største vikingeevent i York fra 21. til 23. februar. Her vil VisitDenmark og partnere deltage i Jorvik Viking Festival. Eventen rummer vikingeaktiviteter inden for kunst, kampe, mad og meget mere.

De besøgende kan opleve vikinger kæmpe ’på liv og død’, deltage i tovtrækning, slå mønter eller lave vikingesmykker. De danske vikinger betaler Danegælden, som Svend Tveskæg opkrævede, tilbage med chokoladeguldmønter.

Eventen er startskud på en stor markedsføringskampagne under vikingetemaet. Kampagnen kører i Tyskland, Holland og Storbritannien og er en udløber af Imagination, som VisitDenmark arrangerede under OL i London. Erfaringerne herfra viser, at vikingerne er et godt afsæt til at skabe opmærksomhed og fortælle en god historie om Danmark. Desuden er 2013 tusindårsjubilæet for de danske vikingers erobring af England og dermed starten på den fælles historie.

”De færreste briter har et klart billede af Danmark, men de forbinder ofte Danmark med vikinger. Det er derfor en fornøjelse at så mange danske partnere fra hele landet bakker op om projektet. Den slags samarbejde gør det nemmere at sælge Danmark til turisterne, fordi vi kan lave et større setup end normalt”, siger Henrik Kahn, markedschef i VisitDenmark for Storbritannien.