Vil skaffe ledige akademikere nye jobs

2019/08/defaultmain.jpg

PROJEKTFORMÅL: Fra 19. maj tilbyder HELP@HEAD atter kursus for ledige akademikere for at få dem ind i hotelbranchen.

Help@head afsluttede 11. oktober sidste år 5-ugers kursus for 26 ledige akademikere. Formålet var at re-positionere dem så de fremstod attraktive overfor ny arbejdsgiver i hotel- og turismebranchen. En branche som ikke er kendetegnet ved at ansætte akademikere.

Projektet var det første af sin slags og skulle sælges overfor branchen, som skulle modtage disse kandidater via praktik, videnpilotordning, job med løntilskud eller ordinært job.

Tre måneder efter kursets afslutning er 61,5 pct. i beskæftigelse. Kursisterne fik et CV som bidrog til flere jobs f.eks. på Hotel Skt. Petri, Hotel D’Angleterre, First Hotel Copenhagen og Admiral Hotel.

”Der har været stor interesse fra hotelbranchen for, at få belyst en problemstilling af en akademiker. Alle kursister har fået lejlighed til, at arbejde individuelt eller i grupper med autentiske opgaver og herigennem demonstrere deres kompetencer overfor potentielle arbejdsgivere,” siger Henning Glarvig fra Help@Ahead til standby.dk

Som afslutning på kursusforløbet, havde HELP@HEAD arrangeret heldags job-workshop på Hotel Phoenix i København. Vi havde indrykket bannerannoncering i standby.dk med invitation til workshoppen. Selve workshoppen blev besøgt af 23 hoteller og rejsebureauer,” siger Henning Glarvig.

Opbakningen til projektet har været stor. 139 hoteller (svarende til under 15 pct. af landets samlede antal hoteller) har tilkendegivet deres støtte.

Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers var en væsentlig samarbejdspartner i det første forløb og har tilkendegivet sin fortsatte støtte til projektet.

Næste projekt starter 19. maj, og rejsebranchen må meget gerne sende deres cases til helpahead.dk/kurser. Flere højtuddannede medarbejdere i hotelbranchen står på ønskelisten hos hotelkæden Small Danish Hotels. De skal sikre vækst og udvikling på tværs af kædens mindre og mellemstore hoteller, siger Small Danish Hotels bestyrelsesformand, Hilding Hvid.