Mallorca. (Foto: Thomas Wolf | www.foto-tw.de | Wikipedia.org | CC BY-SA 3.0 DE)

Vil skrue turistskat på Mallorca og andre ferieøer op

I løbet af højsæsonen vil man stramme skatteskruen på Mallorca, Ibiza og resten af De Baleariske Øer, hvor der derudover også kan blive indført en ny afgift på udlejningsbiler og højere bøder.

I et forsøg på at sikre en bæredygtig udvikling og til en vis grad holde overturismen i skak, har man siden 2016 opkrævet en turistskat på De Baleariske Øer.

Provenuet herfra investeres i forskellige tiltag, der er til fordel for miljøet, samt initiativer, som blandt andet skal værne om øernes historiske og kulturelle arv samt forlænge sæsonen således, at det ikke kun er i løbet af sommeren, at turisterne kommer på besøg.

Nu er regeringen i gang med at planlægge årets gang på de spanske ferieøer, og mens man valgte at droppe turistskatten i januar og februar, har man til hensigt at forhøje den i de tre travle sommermåneder juni, juli og august.

Vil ramme udlejningsbiler
Der er lagt op til, at justeringen af skatten vil betyde, at den laveste rate stiger fra en euro (7,5 kroner) til 2,5 euro (18,6 kroner) per nat i højsæsonen, mens den højeste øges fra fire euro (30 kroner) til seks euro (45 kroner).

Skatten for krydstogtskibe, der gør anløb på øerne, stiger fra to euro (15 kroner) til seks euro (45 kroner) per nat, oplyses det.

Den forhøjede turistskat er dog ikke det eneste initiativ, der overvejes i løbet af i år. Regeringen ventes også at indføre en ny afgift på biler som lejes ud til turister, da man ønsker en form for kompensation for de CO2-udledninger, som denne trafik tegner sig for.

Afgiften vil blive pålagt biler, der udlejes uden en chauffør, og dens størrelse vil være bestemt af, hvor meget den givne model udleder og hvor længe de kører rundt på øerne. Forventningen er, at niveauet vil være på mellem 30 euro (225 kroner) og 80 euro (600 kroner).

Ønsker at hæve bøder
Regeringen vil derudover også forbyde, at der etableres nye indkvarteringsmuligheder for turister i ejendomme, hvor der bor flere familier. Mens man også vil hæve de gældende kvalitetskrav til eksisterende overnatningssteder.

Det vil være ejere af de givne ejendomme eller de platforme, hvor de udlejes på, der skal bøde for eventuelle overtrædelser, og straffen skal derfor også hæves. Hvis det står til regeringen, skal et brud på reglerne i fremtiden kunne koste 500.000 euro (3,7 millioner kroner).

Næste skridt er, at den spanske regering vil forsøge at finde opbakning til forslagene i det lokale parlament på De Baleariske Øer. Det skriver Travel Weekly.


Relaterede artikler:

Ferieparadis hæver turistskat op til 300 procent

Mallorca: Kæmpebøder for ulovlig udleje til turister

Mallorcas indbyggere i nye protesterer mod turister