Vild med vikinger

TURISME: Politikens Forlag klar med nyeste udgave af Turen Går Til – denne gang: Turen går til vikingetiden.

Turen går til vikingetiden dykker ned i den vikingetrend, der er blevet større de sidste år. Bogen dækker små og store attraktioner i Danmark og viser vej til museer, ringborge, gravhøje, skibssætninger, runesten, vandreruter samt vikingemarkeder og bopladser, hvor man kan komme tæt på vikingetiden.

Baggrundsartikler skrevet af eksperter fortæller om vikingetidens historie og samfund, kunst og kultur, natur og geografi.

”Det er inspirerende, at man kan tage bogen med, når man bevæger sig ud i Danmark. Det kan være til et museum eller for at se et landskab, der stadig har bevaret det udseende, det havde engang,” siger redaktør Rasmus Ottesen fra Politikens Forlag.

Turen Går Til-bøgerne har eksisteret siden 1952 og er ifølge Politikens Forlag blandt verdens hyppigst opdaterede rejsebogsserier.

Serien var før ’kun’ rejsebøger. Men den omfatter nu også for eksempel Turen går til Besættelsestidens København – eller Turen Går Ad Helvede Til, der udkom i 2012.

Turen går til Vikingetiden udgives 2. november fra Politikens Forlag, bogens 168 sider koster cirka 190 kroner.

Turen Går Til-bøgerne skrives på dansk af forfattere og journalister med indgående kendskab til de enkelte destinationer.

Politikens forslag har tidligere oplyst til standby.dk, at der er ca. 100 versioner af Turen går Til-bøgerne.

Rejsebogsserien er Nordens største og dækker over 200 rejsemål i hele verden. ”Turen går Til” sælges årligt i over 300.000 eksemplarer.