Ving Tours i myndighedernes søgelys

Den nystartede rejsearrangør har tilsyneladende ingen reel produktion. Hverken flyselskaber eller hoteller i programmet kender noget til aftalerne, og nu er det kun skuespiller Robert Hansens stemme, der tager imod opringninger. Derefter sker der intet.

Nystartede Ving Tours er ude på tynd is. Et er, at bureauet for længst ved stiftelsen i december kopierede Spies navnet Ving Rejser. Det ligger er alt for tæt på og vil af de relevante myndigheder blive stoppet i løbet af kort tid. Derefter kan man naturligvis vælge et andet navn, og alle reklameudgifter er spildte. Noget andet er, at der tilsyneladende heller ikke ligger nogen produktion bag.

Som det så ud søndag eftermiddag, er det kun muligt at bestille og indbetale penge på bureauets webside. Om der nogensinde leveres en vare, er efter det oplyste tvivlsomt. Ifølge BT er folkene bag Ving Tours tre brødre, der trækker stribevis af konkurser efter sig og forbindes med rockerklubben Bandidos.

I går bekræftede flere kilder fra rejsebranchen over for standby.dk., at de har spurgt ind til kendte hoteller i Thailand og hos flyselskaber, som bureauet beskriver i programmet, men ingen kender noget til Ving Tours – ud over den blæst, der nu er opstået.

Et eksempel er Amari Watergate Hotel i Bangkok, som i en mail afviser ethvert kendskab til Ving Tours uagtet, at man på nettet kan købe en rejse til 10.990 kr. i 10 dage for to personer 9. september til netop dette hotel.

I dag sætter Rejsegarantifonden en undersøgelse i gang, men i selve opstarten har Ving Tours sat sig grundigt ind i, hvad der kræves og har indbetalt det nødvendige beløb til fonden, hvorefter man helt lovligt kan reklamere med det som sikkerhed for kunderne.

Spørgsmålet er, om der allerede nu er tilstrækkeligt med beviser på, at der ikke drives regulært rejsebureau. I så fald sker der en politianmeldelse.

Skulle det ikke være tilfældet, er sagesløse forbrugere sikret deres penge via garantifonden.

Der går næppe mange dage, før skuespiller Robert Hansen må ud og forsvare sit gode navn og rygte. Det samme gælder brødrene Hansen, der som ejere må frem i lyset på den ene eller den anden måde – og fortælle hvad der foregår. Hvis de tør!