VisitDenmark får pris for havfrue-fødselsdag

australien, sydney, den lille havfrueTURISME: Excellence Award til havfrue-events i 13 internationale storbyer. 15 levende havfruer – alle med BH – i 13 byer i 12 lande og tv-billeder til hele verden gav 5. december en førsteplads til VisitDenmark ved uddelingen af European Excellence Awards 2013.

Kampagnen The Little Mermaid Goes Global var Europas bedste i kategorien Travel & Tourism, hvor bl.a. også Expedia var nomineret for en rejsekampagne. Excellence Awards uddeles hvert år til de bedste markedsføringstiltag i Europa, og i år måtte juryen igennem 1.500 indstillede kampagner for at finde vinderne.

Den lille havfrues 100 års fødselsdag blev fejret ved Langelinie, men også i 13 byer verden over. I Sydney, Beijing, Shanghai, Tokio, Delhi, New York, Paris, London, Rom, Amsterdam, Hamborg, Stockholm og Oslo iscenesatte VisitDenmark havfruens fødselsdag for at skabe opmærksomhed om Danmark, og havfruekampagnen er nu kåret som Europas bedste i turismekategorien i European Excellence Awards 2013.

Iklædt fiskehaler og strandskaller dukkede bodypaintede havfruer op på de centrale steder i byerne og i tv. Via internationale tv-distributører fik VisitDenmark havfruerne ud til bl.a. BBC i England, Fox News i USA, CCTV i Kina, TG1 i Italien, og ARD og ZDF i Tyskland, og op mod 380 mio. seere over hele verden havde mulighed for at se havfruen blive fejret. Også på de sociale medier vakte video og billeder af havfruerne opmærksomhed. Op mod 250.000 brugere likede, kommenterede og delte VisitDenmarks kampagne på Facebook, Twitter og Instagram.

”Havfruens fødselsdag var et perfekt afsæt til at skabe opmærksomhed om Danmark. Hun er et af Københavns og Danmarks bedst kendte ikoner. Derfor gjorde vi hendes fødselsdag global med en event, der strakte sig i 37 timer over fire kontinenter. At få European Excellence Award for kampagnen er en stor glæde”, siger adm. direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.

Branchebladet Communication Director står bag European Excellence Awards, hvor vinderne kåres af en jury af markedsførings- og PR-eksperter.