VisitDenmark klar med ny markedschef i England

Dennis Englund.

Dennis Englund.

Uden kendskab til rejsebranchen er 50-årige Dennis Englund VisitDenmarks nye chef i UK, hvor han afløser fyrede Henrik Kahn.

Dennis Englund er en mand med en lang salgs- og marketingerfaring, som 1. marts sætter sig i stolen som ny markedschef for VisitDenmarks markedskontor i UK. Han rykker teltpælene op fra hjemmet i Lyngby og jobbet som marketingdirektør hos MovieStarPlanet og flytter til den engelske hovedstad, for at lede VisitDenmarks kontor og sætte yderligere fart på den positive udvikling i turister fra UK, som Danmark har oplevet de seneste år.

Dennis Englund har en karriere som bl.a. General Manager hos Nordisk Film Interactive med ansvar for salg og markedsføring af PlayStation i Norden. Han har senest stået i spidsen for MovieStarPlanet. Han er cand. merc fra CBS.

Efter 15 år på posten har VisitDenmark pga. ”omorganisering” opsagt sin længst siddende markedschef på samme marked. 61-årige Henrik Kahn er fratrådt med udgangen af sidste måned, erfarer standby.dk.

Henrik Kahn blev i november 1999 markedschef på kontoret i London, var han i seks år marketingsdirektør hos Wonderful Copenhagen.

VisitDenmark har ni markedskontorer. Ud over Storbritannien også i Holland, Italien, Japan, Kina, Norge, Sverige, Tyskland og USA. Dækningen af det kinesiske og japanske marked sker i samarbejde med turistrådene i Norge og Sverige.