VisitDenmark og TDC markedsfører MGP

melodi grand prixSamarbejdet betyder, at millioner af tv-seere får billeder af dansk natur og kultur hjem i stuerne i forbindelse med Eurovision Song Contest.

TDC er hovedsponsor for Melodi Grand Prix på Refshaleøen og i sponsoraftale indgår tv-spots i otte lande, sendt i forbindelse med optaktsudsendelser, semifinaler og finalen. Et samarbejde mellem TDC og VisitDenmark betyder, at disse tv-spots markedsfører Danmark som et attraktivt rejsemål i blandt andet Frankrig, Italien, Rusland, Holland og Polen.

”Vi har i forbindelse med sponsoratet sikret rettighederne til at promovere Danmark uden for landets grænser, og vi er glade for, at stille disse rettigheder til rådighed for VisitDenmark,” siger marketingsdirektør fra TDC, Camilla Ramby

VisitDenmark bruger Melodi Grand Prix’et til at markedsføre Danmark for ferie- og mødeturister. Som Eurovision-partner har VisitDenmark bl.a. adgang til European Broadcasting Union’s digitale platforme, og kampagnen omfatter en lang række aktiviteter i udlandet.

Ifølge oplysninger fra EBU, der ejer Eurovision Song Contest, vil TDCs og VisitDenmarks tv-spots nå minidst 27 millioner tv-seere i Frankrig, Italien, Rusland, Polen, Holland, Schweiz, Østrig og Belgien.