VisitDenmark tilbage på vigtig fagmesse

De nordiske turistchefer ved dette års WTM, fra venstre Catherine Foster, landechef for Innovation Norway, Anne Lind, direktør for Finnish Tourist Board, VisitDenmarks Jan Olsen, Gurdún Birna Jörgensen, for Island og Anna Brolin fra Visit Sweden.

De nordiske turistchefer ved dette års WTM, fra venstre Catherine Foster, landechef for Innovation Norway, Anne Lind, direktør for Finnish Tourist Board, VisitDenmarks Jan Olsen, Gurdún Birna Jörgensen, for Island og Anna Brolin fra Visit Sweden.

Efter fem års fravær var VisitDenmark sidste uge retur på den vigtige fagmesse for rejsebranchen, World Travel Market i London. Kritikere ønsker WTM-messen reduceret fra fire til tre dage.

Det var som dansker en fornøjelse at se den danske stand på dette års WTM. Til standby.dk sagde adm. direktør for VisitDenmark, Jan Olsen, om årsagen til, at VisitDenmark ikke havde været med de seneste fem år: ”De foregående år var der ikke tilstrækkelig opbakning fra erhvervslivet. Men i år, med 12 sponsorer, var der grund til at deltage. Vi har i år haft stigning i antallet af overnatninger fra England på næsten 10 pct., hvilket gav al mulig grund til at deltage på WTM.”

Deltagerne på VisitDenmarks stand var bl.a. Arctic Adventure, hotelgruppen Arp-Hansen, Frederiksborg Slot, Randers Hotel, Scandinavian Solutions, Robinson Scandinavia, VisitAalborg, VisitNordsjælland, VisitRanders og Wonderful Copenhagen.

Omvendt var det ærgerligt at se tunge danske turistmagneter som Tivoli og Legoland atter glimre ved deres fravær. Med sommerfartplanens ikrafttræden næste år vil der være over 130 flyvninger om ugen fra London-lufthavnene til København.

World Travel Market varer fire dage, men flere udstillere ønsker fagmessen med ca. 50.000 besøgende ned på tre dage. Mange udstillere deltager ikke på messens fjerde dag.

Det er ikke kun de fire dage, messen tager, som der skal investeres i. Der skal gøres stort forarbejde.

”Det er en enorm stor messe, og derfor er det vigtigt at gøre sit forarbejde. Jeg havde gode møder booket på forhånd, men der opstår også spontane muligheder. VisitDenmark var gode til at introducere os på standen til nye kontakter,” siger marketingchef Birgitte Bergman fra VisitNordsjælland.

VisitDenmark havde bygget sin stand op om temaet CoolDenmark, som gav de besøgende indtryk af et afslappet, men effektivt Danmark gennem cafémiljø med storskærm med turistfilm. Et fire meter højt livreddertårn skabte opmærksomhed om standen, hvor de besøgende også kunne se en levende havfrue.

”Udenlandske turoperatørerne viser stigende interesse for danske ferieprodukter uden for København og har bl.a. fokus på gastronomi, vandreture, cykling og forkælelse. Men nye produkter og en positiv udvikling i overnatningstallene fra det britiske marked, var VisitDenmark efter fem år stærkt tilbage på WTM,” siger Margit Klemmensen, marketingchef på VisitDenmarks markedskontor i Storbritannien.

Kontoret søger i øvrigt ny chef, efter VisitDenmark for nylig fyrede sin markedschef i Storbritannien, Henrik Kahn, som standby.dk kunne oplyse.