Vrede hos champagnekunder i SAS

SAS-passagerer i den eksklusive Pandion-kundeklub er ikke tilfredse med flyselskabets sparetiltag. Kun 2.000 har et Pandion-kort hos SAS, her af 250 danskere.

SAS’ benhårde besparelser begynder nu også at kunne mærkes blandt Pandion-kunderne. Det sker dog ikke uden protester. Svenske Dagens Industri skriver på sin hjemmeside, at Pandion-kunder brokker sig til SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson. Og det handler om champagne.

“I Europa er glasflaskerne ombyttet til plasticflasker og champagnen ombyttet til mousserende vin,” skriver utilfredst Pandion-medlem ifølge Di.se og tilføjer:

“Jeg nægter at tro, at SAS’ fremtid afgøres af eller påvirkes af den eventuelle omkostningsbesparelse, som opstår når man køber mousserende vin i stedet for champagne.”

Andre kritiske passagerer siger, at fravalget af den ægte champagne er symbolsk for den udvikling, som SAS gennemgår.