Wallenberg-familien svigter ikke

Familiefonden, Knut og Alice Wallenberg Stiftelse, bakker uden forbehold op om det skandinaviske flyselskab og venter, at selskabet kommer på ret køl efter endnu en emission, beretter adm. direktør Lars Wedenborn fra Foundation Asset Management, som styrer fonden, skriver business.dk.

Fonden vil ved den nye emission købe aktier for mindst 380 millioner svenske kroner og dermed som minimum bevare sin procentuelle andel af flyselskabets aktier.

Også de tre statslige ejere vil deltage i emissionen med køb i forhold til deres ejerandele, men de har på det seneste givet udtryk for ønsket om at sælge SAS. Lars Wedenborn vil ikke udtale sig om, hvorvidt Wallenberg vil købe de statsejede aktier.

Om årsagen til fondens køb af nye aktier siger han, at den bygger på en samlet bedømmelse, og fordi en kapitaltilførsel vil styrke selskabet, som man som mangeårig aktionær ikke ønsker at svigte i en vanskelig tid.

Skrevet af Flemming Juul